Brasilien – Warny Mandrup – Alt er muligt i Brasilien

Warny Mandrup nyder arbejdslivet i Sydamerikas største økonomi, hvor landet er begyndt at tage sig selv alvorligt. I Brasilien er netværk vigtigere end talent, men når man først forstår kulturen, er alt muligt.

Af KENNETH SKOV JENSEN

Først får du venner, så får du arbejde. Sådan er rækkefølgen i Brasilien, et af verdens hurtigst voksende lande. Det fortæller danske Warny Mandrup , som de seneste tre år har boet i de to meget forskellige storbyer Rio de Janeiro og São Paulo.

»Man skal skulderklappes frem i Brasilien og smalltalke meget. Viser du, at du har talent, er det sjældent nok til at få en stilling eller starte noget op. Du skal kende nogen, som kan anbefale dig,« siger Warny Mandrup , som selv kan mærke, at han er begyndt at høste frugterne af sit intense arbejde med at få sociale relationer.

»Nøglen til succes i Brasilien er at forstå kulturen. Du skal være opsøgende, vedholdende og yderst tålmodig,« siger han.

Hans andet hjemland Warny Mandrup er 44 år og har siden 1998 over flere gange opholdt sig i lange perioder i Brasilien, som er blevet hans andet hjemland.

I 2004 flyttede han permanent til landet. Drømmen var at åbne et hotel i det nordøstlige Brasilien, men nu syv år senere bor han i São Paulo og arbejder med tv.

Warny Mandrup er selvstændig tv-producer og idéudvikler. Erfaringen har han fra mange år i den danske tvbranche, hvor han for de fleste seere af DR’s programmer vil være et kendt ansigt.

Begyndelsen i det nye land har været svær, for arbejdskulturen er meget anderledes end i Danmark. Det er ikke ualmindeligt at arbejde 10 timer om dagen i Brasilien. Samtidig er arbejdspladserne meget hierarkiske. Chefen ikke bruger tid på at lytte, men på at bestemme.

Hatten i hånden »Den opbygning er svær at overkomme. Det betyder, at skal man igennem med noget, skal man komme med hatten i hånden og være ydmyg. Meget mere end jeg normalt ville være,« siger Warny Mandrup , som gennem sit arbejde ofte skal præsentere nye tv-formater og projekter for mere eller mindre interesserede chefer.

I øjeblikket arbejder Warny Mandrup på at omdanne sit eget danske børneprogram “Historien om” til brasiliansk tv, og trods kulturforskellene nyder han at ride med på den bølge af opsving, som er tydelig især i São Paulo.

Medie-og arbejdskulturen er i stor forandring, og det mærkes mest i São Paulo, byen, som brasilianerne selv opfatter som landets mest professionelle. »Landet er begyndt at tage sig selv alvorligt. Det er ved at blive et rigtigt land, som vil noget,« sigerWarny Mandrup .

Det siges, at Rom ikke blev bygget på en dag, og Warny Mandrup fortæller, at det stadig kræver en enorm tålmodighed at være arbejdstager eller erhvervsdrivende i Brasilien. For folk kan ikke lide at sige nej. Det ligger i befolkningens natur at være positiv, og derfor får man sjældent afslag, hvis man foreslår noget. Man hører bare aldrig fra folk igen, hvis de ikke er interesserede. »Ordet “nej” opfattes meget negativt her, så man hører langt oftere “måske” eller “spændende” frem for det afslag, som allerede er ved at forme sig i brasilianerens hoved,« siger Warny Mandrup .

Rådet fra den danske idémager og tv-producer er at have mange kroge i vandet og være tålmodig. Der er stadig længere fra ord til handling i Brasilien, end der er i Danmark. »Det kan være frustrerende for en grøn dansker fyldt med håb og drømme om at skabe noget her,« siger Warny Mandrup .

Fuld fart på São Paulo Han boede to år i afslappede og ferieorienterede Rio de Janeiro, inden han for fem måneder siden flyttede til fremadstormende og seriøse São Paulo.

Han håber at kunne fortsætte sin mediekarriere i landet, som udover børneprogrammet også har givet ham hovedrollen i en brasiliansk ølreklame. Han taler flydende portugisisk, og han fortæller, at når man først kender landet og har gjort sig sine erfaringer, så er Brasilien mulighedernes land.

Inden man rejser på erhvervseventyr i Latinamerikas vækstcentrum, skal man pakke tålmodighed, udadvendthed og vedholdenhed i kufferten. Det er en dårlig idé at vise utålmodighed, når tingene bliver omstændelige. »Hvis du viser din utålmodighed, så klapper de helt i.

Du skal være meget positiv, når du rykker for noget og ikke blive mopset. Jeg har selv kæmpet en del med at være positiv, når jeg har ventet ugevis på et opkald, men det er man nødt til,« siger Warny Mandrup .

BLÅ BOG
Warny Mandrup
Alder: 44 år
Uddannelse: HF. Selvlært tv-producer.
Erhverv: Selvstændig tv-producer og idéudvikler.

Har p. t. hovedrollen i en brasiliansk ølreklame og laver børne-tv.