Singapore – Martin Roll – Charmerende kaos i Asien
Som dansker i Asien skal man sætte tempoet ned. Det tager tid at opbygge relationer, lyder det fra Martin Roll, som på 11. år er bosat i Singapore.
Af EVA ANDERSEN – Feb 2011
For 11 år siden forlod en ung dansker den franske business school Insead. Med sig havde han en MBA og en nysgerrighed for Asien, som blev større og større. Martin Roll var dengang en ukendt reklamemand fra København. Det er han måske stadig for de fleste herhjemme. Men globalt, og ikke mindst i Asien, har den 43-årige dansker skabt sig et navn og en forretning, siden han i 2006 udgav bogen “Asian Brand Strategy”. Den blev hans karrieremæssige gennembrud og blev udråbt som en af årets vigtigste globale business-bøger. Siden er det gået stærkt.
I dag lever han af at rådgive direktioner og bestyrelser, især mange blandt asiatiske virksomheder. Om hvordan deres virksomheder slår igennem på verdensmarkedet og skaber et brand efter vestligt forbillede.
»De vil vide, hvordan de kommer ud i verden og bliver stærke som Fortune 500 brands,« fortæller danskeren, der mener, at vi kun har set begyndelsen på asiaternes succes. Fra bilproducenter til hi-fi-, smykke-og makeup-producenter er de sultne efter at se deres mærker hos vestlige forbrugere.
»Det er en megarevolution, som er i gang, og den er kun lige begyndt. For få år siden var der stort set ingen store asiatiske brands uden for Japan. I dag satser mange på det globale marked. Vestlige virksomheder kommer til at mærke en ny form for konkurrence, som næsten ikke kan forudsiges.« Japan og Korea rykker Martin Rolls favoritlande er lige nu Japan og Korea.
Her befinder mange af hans kunder sig. Og så er de to lande særligt spændende, fordi ældgamle traditioner lever videre i de hypermoderne samfund, hvor alting sker hurtigt. Det er på en gang kaotisk og charmerende, når fortid og fremtid ramler sammen.
»Korea er måske det land, som rykker allermest lige nu.
Derfor bruger jeg en del tid der.« Han befinder sig godt i den asiatiske kultur, som generelt er åben, varm og nysgerrig.
»Hvis man selv viser, at man er her, fordi man sætter pris på Asien, respekterer skikke og lokale forhold, kommer man meget langt.
Succes i Asien opnår man kun ved at have et langsigtet perspektiv. Man må have tålmodighed og ikke forcere noget. Er man tålmodig, opnår man det, som kineserne kalder “guanxi”. Det kan bedst oversættes med “tillid”.
De fleste andre asiatiske kulturer har et lignende begreb.
Som dansker skal man sætte farten lidt ned og måske væbne sig med mere tålmodighed, end man ellers er vant til.« Hvad er det, der gør, at en dansker som dig har fået succes derude? »Som dansker i Asien har man let ved at begå sig. Ikke at tingene skal gøres på dansk. Men når man kommer med et åbent sind og er nysgerrig og god til at kommunikere i øjenhøjde med andre mennesker, bliver man taget godt imod. Med den åbne, inkluderende danske stil kommer man langt.«.
Hvert år rejser Martin Roll omkring 500.000 miles med Singapore Airlines. Tilværelsen som selvstændig og som herre over sit eget liv giver ham oplevelser, som han ikke havde drømt om.
Som dengang, da han holdt foredrag i Seoul for 3.500 delegerede, og kort før han gik på scenen blev hvisket i øret, at Sydkoreas præsident havde meldt sin ankomst.
»Han var der for at høre min åbningstale. Præsidenten for en G20-nation. Og der kom han så, med al den sikkerhed, der nu fulgte med.
Man skulle tro på sikkerhedsopbuddet, at det var den amerikanske præsident.« For nylig var Martin Roll en tur i Zürich for at være moderator på en toplederkonference før World Economic Forum i Davos.
Umiddelbart efter gik turen til Delhi, hvor han var hovedtaler på en konference med Indiens topledere.
Når han ikke rejser, nyder han aftenerne på sin tagterrasse hjemme i Singapore.
Gerne i selskab med gode venner, og venskaber kræver ekstra pleje, når man rejser meget, ved han.
»Som udlandsdansker med et internationalt job skal man være forberedt på, at ens sociale netværk er spredt over store afstande, og man skal investere tid i at bevare kontakten og holde venskaber ved lige. Jeg har både bevaret mine nære danske venner og opbygget et stort globalt netværk gennem 15 år. Alle betyder meget for mig.«.
Taglejligheden er indrettet i et gammelt shophouse i udkanten af Chinatown nær kysten. Her er han tæt på ånderne ifølge de lokale. Lejligheden har god karma og er indrettet i bedste feng shuistil.
Hver morgen bliver han vækket af de tropiske fugle.
»Singapore er et fantastisk sted at bo og arbejde. Her støder mange kulturer sammen, og det sætter sit præg på byen med hensyn til mad, lokale skikke, helligdage og mange andre ting. Singapore har altid været et vigtigt regionalt hub, især pga. byens strategiske beliggenhed på søvejen mellem Asien og resten af verden. Derfor har Singapore det internationale præg, som jeg så godt kan lide, og derfor er byen så fantastisk god til at udvikle sig og være på forkant med udviklingen.«.
Fakta: BLÅ BOG
Martin Roll
- 43 år. Bosat i Singapore.
- Kommer oprindeligt fra Kokkedal.
- Begyndte karrieren i reklamebranchen i København. Har en MBA fra den franske business school Insead.
- Rejste for 10 år siden til Asien for at etablere egen rådgivningsvirksomhed.
- I dag er han indehaver af firmaet Martin Roll Company med base i Singapore.
- Martin Roll regnes for en af de bedst betalte danske foredragsholdere.
- Hans speciale er ledelse og branding, og betalingen for et foredrag lyder på op til 150-200.000 kr. Han er desuden fast rådgiver for en håndfuld globale virksomheder og bestyrelser og underviser schools som Insead, Nanyang Business School og CEIBS.
- Fast ugentlig kommentator for det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.
Billedtekst: Martin Rolls arbejdsværelse i Singapore. Taglejligheden er indrettet i et gammelt shophouse i udkanten af Chinatown nær kysten. Her er han ifølge de lokale tæt på ånderne. Lejligheden har god karma og er indrettet i bedste feng shui-stil.