Spanien – Michael Winstrøm – Den danske medicinmand i Sydeuropa

Michael Winstrøm har gjort det til sit speciale at lede medicinalvirksomheders europæiske afdelinger fra den katalanske højborg, Barcelona. Her er det mest normalt at ordne big business over en frokost.

af JONAS HØY BRUUN

Da den indiske medicinalvirksomhed Hetero Drugs i begyndelsen af 2010 ekspanderede til det europæiske marked og skulle finde den perfekte skikkelse til at lede den nye satsning, faldt valget naturligt på danske Michael Winstrøm. Winstrøm havde i mere end et årti haft ledende roller for en række medicinalvirksomheders afdelinger i det sydlige Europa, så han kendte både markedet og industrien.

Hos Hetero var tiltroen til Michael Winstrøm da også så stor, at man lod det være op til den danske leder at bestemme, hvor virksomhedens datterselskab Hetero Europe skulle have hovedsæde. Det mest bekvemme valg havde været at blive i Athen, hvor han og familien havde tilbragt de seneste tre år, mens han arbejdede som vicepræsident for virksomheden Genepharm Group. Den finansielle krise havde imidlertid allerede på dette tidspunkt vist sit grimme ansigt i det græske, og samtidig var Michael Winstrøm af den overbevisning, at der fandtes bedre baser for den indiske virksomheds europæiske affærer. Derfor vendte han blikket mod det sted, hvor hans udenlandske eventyr for alvor tog fart som landechef for danske Pharma Nord tilbage i 1998; nemlig i den katalanske hovedstad, Barcelona, i det nordøstlige hjørne af Spanien.

Perfekt kombination »Barcelona er den perfekte kombination af gode arbejdsforhold og varme temperaturer. Her er det nemt at overbevise dygtige medarbejdere om at flytte til og tage del i sin virksomhed,« som den 44-årige Michael Winstrøm udtrykker det over telefonen fra sit hjørnekontor i Hetero Europes hovedkvarter.

Telefonen er ellers ikke hans foretrukne måde at kommunikere på, og han vil helst heller ikke tilbringe for meget af sin tid på kontoret. I Spanien er det kutyme, at man som forretningsmand kommer ud af røret og sætter ansigt på sine klienter. »Langt størstedelen af de aftaler, jeg laver til hverdag, sker over en frokost. Personlig kontakt er altafgørende hernede, hvis du vil have succes, og den kultur kan jeg rigtig godt lide,« siger han.

Mindre direkte Michael Winstrøm forklarer, at det også hænger sammen med, at danskere og spaniere har en vidt forskellig tilgang til, hvordan man udtrykker sig. Mens vi i Danmark har en meget direkte måde at formulere tingene på, skal man ifølge Hetero Europes danske chef være meget diplomatisk, hvis man vil opnå gode forhandlinger med kunder, eller man vil have det maksimale ud af sine medarbejdere. »F.eks. kan det være ekstremt svært at skrive en mail til spaniere, hvor der ikke opstår nogen misforståelser,« tilføjer han.

Michael Winstrøm har siden 1994 været erhvervsaktiv i udlandet, og han har svært ved at se sig selv vende hjem foreløbig. Faktisk tror han slet ikke, at han ville passe ind. I udlandet får han lov til at være god til det, han er god til, og ingen ser skævt på, at man bor i et stort hus og har en stor bil. Den mentalitet savner han i hjemlandet, som han typisk besøger hver anden eller tredje måned.

Til gengæld kan han indimellem godt savne den danske effektivitet og selvstændighed på sin spanske arbejdsplads. »Der bliver brugt længere tid på snak henover computerskærmene eller på at drikke en kop kaffe, mens der i Danmark er mere fart over feltet.

Samtidig kan man som chef godt glemme alt om rundbordspædagogik hernede. Det går op i hat og briller. De har brug for en synlig og hands-on chef, der klart og entydigt viser vejen frem og fortæller dem præcis, hvad der forventes af dem,« mener Michael Winstrøm, der hæfter sig ved, at man generelt i Sydeuropa skubber ansvaret væk, hvis man kan slippe af sted med det. Der er en klar forventning om, at alt bliver besluttet oppefra.

I orden at fejle »Det er meget vigtigt hurtigt at lære sine medarbejdere, at det er okay at fejle. Man skal guide dem til, hvordan de træffer de bedste beslutninger, for ellers tager de slet ikke nogen,« fortæller Michael Winstrøm, der eksemplificerer ved, at han engang valgte at opgive forbindelsen til sin virksomheds næststørste kunde, fordi han støttede en af sine sælgere, som havde truffet en mindre heldig beslutning og var raget uklar med kunden.

Det kan dog også vendes til en fordel, at der er mere topstyring i sydeuropæiske lande, og at medarbejderne forventer at modtage ordrer, mener den danske boss. »Med fare for at lyde en anelse bizar gør det det nemmere at forme medarbejderne på en måde, så de gavner virksomheden bedst muligt,« siger han.

Når mange danskere pakker attachemappen og rejser til Spanien for at drive virksomhed, falder valget af adresse ofte på den populære sydkyst. Michael Winstrøm advarer dog mod dette, da han reelt kun mener, at hovedstaden Madrid samt Barcelona giver optimale betingelser.

Selv foretrækker han Barcelona, da byen af mange spaniere betragtes som en driftig og meget erhvervsaktiv metropol, og størstedelen af medicinalvirksomhederne ligger fordelt ligeligt mellem de to storbyer. Derudover er Barcelona let tilgængelig fra stort set hele Europa med fly, pointerer han.

Der er dog specielt én ting, man skal være opmærksom på, hvis man slår sig ned i Spaniens næststørste by. »I Katalonien ser man som bekendt ikke sig selv som en del af Spanien. Derfor vil man mange steder støde på det katalanske sprog, der nok er lige så forskelligt fra spansk, som dansk er det fra islandsk. I mange skoler underviser man bl. a. kun på katalansk, så det kan især være besværligt, hvis man kommer hertil med børn,« siger Michael Winstrøm.
Fakta: BLÅ BOG

Michael Winstrøm

44 år.

Bosat i Barcelona, Spanien.

Adm. direktør for medicinalvirksomheden Hetero Europe, hvis moderselskab bl. a. er verdens største producent af generisk hiv-medicin.

Uddannet eksporttekniker fra Niels Brock Copenhagen Business School i 1991 og MBA fra IESE Business School ved University of Navarra i 2006.

Har to børn på 12 og 14 år.