Thailand – Jon Plate – Jeg Har Lært at Smile Mere

Jon Plate har boet næsten halvdelen af sit liv forskellige steder rundt om i verden, mens han har arbejdet for bl. a. A. P. Møller -Mærsk. Men de seneste otte år har han boet fast i Thailand, og her har han tænkt sig at blive og bygge luksusboliger.

af CLAUS IVERSEN – Juni 2012

Det sværeste var at vænne sig til, at thailændere ikke bare siger deres uforbeholdne mening til chefen, selv om han tydeligvis er på vej ud af et sidespor. I Danmark er vi vant til at komme med indspark også til chefen, men thailændere tænker meget hierarkisk og har meget svært ved at sige chefen imod.

Sådan siger Jon Plate, der har boet næsten halvdelen af sit liv uden for Danmarks grænser. I øjeblikket hedder adressen Bangkok i Thailand – nærmere bestemt et villakvarter for den kreative overklasse a la Notting Hill i London.

Gennem årene i udlandet har han også boet i Singapore, Storbritannien, Frankrig og USA og karakteristisk for stort set alle landene er en for os danskere ukendt respekt for ledere og chefer. »I Danmark har vi en ledelseskultur, som inddrager og involverer folk. Det er en kæmpe fordel, fordi en beslutning så træffes på et oplyst grundlag, hvor de fleste sten er blevet vendt. I mange andre lande, og i særdeleshed her i Asien, har jeg måttet kæmpe med at overbevise folk om, at jeg rent faktisk gerne vil høre deres ærlige mening om forskellige projekter,« siger Jon Plate.

Den 43-årige dansker drog allerede som 23-årig til Thailand for første gang. Han var elev i A. P. Møller -Mærsk og blev med det samme forelsket i landet. Han skyndte sig at lære sproget, for på det tidspunkt var thailændere ikke så gode til engelsk. »Det var tydeligt at mærke, at Thailand aldrig var blevet koloniseret. Befolkningen var meget sig selv og kendte kun lidt til andre kulturer og lande. Derfor var det nødvendigt at lære sproget,« siger Jon Plate.

Opkøb af lejligheder

Han blev hurtigt betaget af det fremmede og var fra begyndelsen klar over, at han formentlig kom til at tilbringe mange år uden for landets grænser. For at øge mulighederne for mange og lange udlandsophold tog Jon Plate, der er født og opvokset i Birkerød, en MBA på den internationale business-skole Insead i Frankrig.

Herefter fulgte en lang række år i store konsulentbureauer – eksempelvis Boston Consulting Group og Celerant Consulting i Singapore, Storbritannien og USA. Thailand trak Under sit ophold i London stødte han på et nyt koncept i ejendomssektoren. Her var investorer begyndt at opkøbe centralt beliggende herskabslejligheder, sætte dem i stand og leje dem ud til virksomheder med et behov for boliger til udenlandske medarbejdere.

Han tænkte, at tendensen formentlig bredte sig til København inden længe, og han begyndte derfor at opkøbe lejligheder på bl. a. Esplanaden og Holmen. De blev sat i stand efter alle kunstens regler og lejet ud til danske virksomheders internationale forretningsforbindelser. Han endte også med at købe og istandsætte lejligheder på de hotte skisportssteder i Frankrig – igen med henblik på udlejning til erhvervsfolk.

Alt sammen foregik sideløbende med jobbet som konsulent rundt om i verden, men et møde med en dansk kvinde i Frankrig – hans nuværende hustru og mor til parrets to børn – fik ham til at stoppe op og tænke over tilværelsen. »Jeg nåede frem til, at jeg gerne ville tilbage til Thailand. Selv om jeg på det tidspunkt kun havde kendt min kone i kort tid, ville hun heldigvis gerne med. Og så begyndte jeg at lege med tanken om at bygge mine egne boliger i høj kvalitet,« siger Jon Plate.

Han var nemlig ikke imponeret over kvaliteten af størstedelen af boligbyggeriet i Thailand. Alt for mange høje og grimme hoteller blev alt for hurtigt klistret op på Thailands ellers smukke kyststrækninger, hvor formålet tydeligvis var at kunne sælge eller leje ud så billigt som muligt.

Voksende middelklasse Jon Plate ville gerne gå den anden vej. Han så den voksende middelklasse i landet få flere og flere penge mellem hænderne, ligesom turister ofte blev så forelsket i landet, at de gang på gang vendte tilbage for at opsøge det ægte og oprindelige Thailand. »Det er netop, hvad vi tilbyder.

Selv om husene kun ligger to en halv times kørsel fra Bangkok, ligger de ned til en strand, hvor der stadig er lokale fiskere, ligesom der er ægte, lokale butikker i området. Det vigtigste for os har været, at boligerne forskønner i stedet for at forstyrre området i Pranburi,« siger Jon Plate.

Smiler mere Inden jul er 31 nye boliger klar til salg, som koster mellem 700.000 kr. og 4 mio. kr. Selv om man normalt først køber boliger i Thailand, når de er helt færdige, er halvdelen af ferieboligerne allerede solgt.

Ligesom thailænderne kan lære meget af danskerne om ledelse, kan danskerne lære meget af thailænderne, når det gælder livsglæde. »Det er et uomtvisteligt faktum, at thailændere smiler mere end danskere. De er generelt et gladere og mere optimistisk folkefærd. Jeg har lært at smile mere, mens jeg har boet i Thailand, også når tingene ikke lige kører, som de skal. Og det virker altså,« siger Jon Plate.

Fakta: BLÅ BOG Jon Plate

43 år N 1988: Elev i A. P. Møller -Mærsk N 1990: Udstationeret i Thailand for A. P. Møller -Mærsk N 2003: Siger sit arbejde op og starter egen virksomhed N 2008: Executive Real Estate Seminar på Harvard School of Design i USA N Gift med Emilie Gehl Plate, far til Zacharias på seks år og Zoe på tre år.