USA – Jens Hviid Madsen – Fra ufaglært til NASA-leverandør

På trods af at han ingen formel uddannelse har, er det lykkes Jens Hviid Madsen at skabe sig en karriere inden for it-branchen i USA.

 

af Kristian Foss Brandt – Sep 2015

 

I 1990 vandt Jens Hviid Madsen en halv million kroner i lotto. Gevinsten var dog ikke større, end at han tre år senere havde spenderet alle pengene. På en kort rejse til USA havde han i mellemtiden mødt en amerikaner, der arbejdede inden for it-branchen. Amerikaneren havde fortalt ham om mulighederne på den anden side af Atlanten. Jens Hviid Madsen var selvlært edb-programmør, men han havde aldrig fået den uddannelse i Danmark, der kunne give ham et job inden for branchen.

»Da jeg vandt lottogevinsten, tog jeg blandt andet en måned, hvor jeg rejste rundt i Californien med en amerikansk kammerat, jeg havde mødt i Danmark. Landet fascinerede mig, men jeg tog hjem til Danmark igen. Det var først efter, at jeg havde brugt mine sidste penge – og efter at være kørt træt i en EDB-grunduddannelse – at jeg besluttede mig for at tage til USA igen,« siger Jens Hviid Madsen.

Han havde fået lysten til at rejse fra sin far, der i mange år havde sejlet og arbejdet for Mærsk og altid kom hjem med historier fra hele verden. Det ville Jens Hviid Madsen også prøve. Derfor fremlejede han sin lejlighed og solgte sin motorcykel for at få penge til rejsen til USA.

»Jeg havde brug for at begynde på en frisk og komme væk fra Danmark. Men jeg havde ingen plan. Jeg fremlejede min lejlighed, og sammen med en ven rejste jeg til USA, hvor vi købte et gammelt folkevognsrugbrød, som vi boede i de første tre måneder,« siger Jens Hviid Madsen.

Her mødte de et amerikansk-dansk par, der tilbyd dem deres første job. De skulle hjælpe med at anlægge en svømmepool i en have mod gratis kost og logi.

»Sammenlignet med at komme tilbage til Danmark lød det faktisk som et godt tilbud,« siger Jens Hviid Madsen.

 

Arbejdede med NASA

Herfra tog tingene dog en noget uventet drejning. Begge venner fik tilbudt et job i parrets to virksomheder.

»Min kammerat fik tilbuddet om at komme i lære som værktøjsmager i mandens forretning, og jeg selv fik tilbuddet om at installere de første computersystemer i konens virksomhed, der eksporterede dele til luftfarts- og rumindustrien,« siger Jens Hviid Madsen.

Efter kort tid overtog han kvalitetsafdelingen som Quality Assurance Manager. Her fik han lov til at arbejde med store amerikanske koncerner som Department of Defence, Nasa og Boeing.

»Jeg arbejdede for et lille firma med 15 ansatte, men vi havde store kunder. Jeg arbejdede på at kvalitetssikre dele, som blev brugt i Den Internationale Rumstation, og jeg har stort set arbejdet på at kontrollere dele til alle de moderne fly, som man ser i dag. Dette job fik jeg helt uden uddannelsespapirer. De tog mig på ordet, da jeg sagde, at jeg kunne programmere, og det ene førte til det andet,« siger Jens Hviid Madsen.

 

Jobbet fylder meget
Flyindustrien, der havde haft sin storhedstid i 1980’erne, oplevede lidt mere modvind i 1990’erne, og Jens Hviid Madsen besluttede sig til sidst for at søge efter et mere traditionelt arbejde inden for it-industrien. På grund af sin erfaring fik han job som it-manager i et elektronikfirma.

I 1995 mødte han sin kone Angela, som han blev gift med i 1998. De besøgte Danmark kort efter, men her fik han øjnene op for, hvorfor han hellere ville være i USA.

»Jeg har altid oplevet USA som et mere åbent land. Både i forhold til privatlivet og i forhold til arbejdslivet. Da vi var hjemme i Danmark, oplevede jeg igen en mere lukket mentalitet, og jeg blev mindet om, hvorfor jeg rejste af sted til at begynde med,« siger Jens Hviid Madsen, der dog understreger, at mange ting i Danmark er forandret til det bedre siden 1990’erne.

I USA savner han, at man adskiller arbejde og fritid. Det gør man ikke så meget i det amerikanske samfund, hvor arbejdet er omdrejningspunktet for mange mennesker.

»Hvis det ikke var for USA, ville jeg ikke have haft en professionel karriere, hvilket jeg har klaret ganske udmærket uden en formel uddannelse. Men jeg savner, at der er nogle mere faste rammer i forhold til arbejdet. Her arbejder man meget, men det er til gengæld meget selvstændigt inden for mit erhverv, så længe man får arbejdet gjort,« siger Jens Hviid Madsen.

 

FAKTA

Fulde navn: Jens Hviid Madsen

Alder: 45 år

Arbejde: Solutions Architect / Consultant