Camilla Harder Hartvig – Karrierekvinde med børn og husfar

SPANIEN: Camilla Harder Hartvig er 41 år, mor til fire børn og nyslået adm. direktør for AstraZeneca i Spanien. Hun føler sig heldig, at hun har en mand, der er hjemmegående husfar. Det giver masser af plads til at topprioritere karrieren.
af JETTE MEIER CARLSEN – Dec 2011

Når familien skal på ferie, får Camilla Harder Hartvig en mail fra sin mand: Destinationen er fundet, det bliver to uger i Australien, og hun er meget velkommen til at tage med. Det er også ham, der tager den endelige beslutning om, at deres 11-årige datter får lov til at komme på kostskole i Danmark i stedet for igen at flytte efter mors karriere. Denne gang fra Belgien til Madrid. For sådan har familien Hartvig valgt at indrette sig, og det er en familiemodel, som alle trives med.

Camilla Harder Hartvig er administrerende direktør for AstraZenecas datterselskab i Spanien, og det er hendes karriere, der bestemmer farten i familien. Til gengæld har hendes mand snor i både det praktiske og det daglige følelsesmæssige med børnene på 11 år, syv år og tvillinger på fire år. Han er hjemmegående husfar, som hun siger.

Ingen dårlig samvittighed

»For mange år siden lavede vi den aftale, at den af os, som fik de bedste karrieremuligheder, skulle have chancen. På det tidspunkt troede Thomas, min mand, vist, at det ville blive ham. Men han var mand nok til at holde aftalen, da det blev mig,« fortæller Camilla Harder Hartvig, som for længst har lagt den dårlige samvittighed og følelsen af at være en ravnemor bag sig.

»Jeg går glip af skolekomedien, men så tager Thomas et billede og sender til mig. Børnene vil helt sikkert kalde på deres far, hvis de har et problem i det daglige, men de oplever, at deres mor laver noget, som hun er vild med, og når jeg ser på, hvad børnene og vi som familie får ud af det, er jeg ikke i tvivl om, at vi gør det rigtige. Fillipa på 11 år taler tre sprog, og Valdemars bedste ven er japaner. De tænker internationalt, og det gør mig glad på deres vegne, for det giver dem en stor frihed i livet. Desuden er Thomas far på en måde, som giver mig masser af plads at være mor på.« Hun er 41 år og efter to måneder endnu lysegrøn i jobbet som chef for 700 personer, hvoraf de 200 sidder i hovedkvarteret i Madrid. Resten er fordelt ud over Spanien, der er et af AstraZenecas vigtigste markeder med en omsætning på 750 mio. dollars. Det er et rigtig karrierejob.
Idyl nær Madrid

I en koncern som AstraZeneca er et job som landechef springbrættet til en stor global stilling af den slags, som Camilla Harder Hartvig drømmer om. Altså på den lange bane. For de kommende år gælder det Spanien, og således er familien da også ved at pakke flyttekasserne i Bruxelles for at slå sig ned i en lille idyllisk by uden for Madrid.

»Vi har fundet et super hus, hvor vi kan se på bjergene og skovene. Der er 30 minutter til et sted, hvor man kan stå på ski og 20 minutter til centrum af Madrid. Det er en af de dejlige ting ved at bo rundt omkring i verden. Man får øjnene op for det lokale liv i stedet for turistlivet. Vi vader ikke i penge, men vi kan leve et dejligt liv, for firmaet betaler husleje og børnenes internationale skole, så min løn skal bare dække mad og daglige omkostninger.

På den her måde har vi mulighed for at spare op, have et sommerhus i Danmark og måske en lejlighed og samtidig rejse rundt i verden for én indkomst,« forklarer Camilla Harder Hartvig, der snart er færdig med at bo alene i Madrid fra mandag til fredag og kun være sammen med familien i weekenden. Ikke at det ændrer ret meget, for der har i flere år stået karriere på det meste af hendes tid. Aftalen på hjemmefronten er, at hun kan disponere 100 pct. over sin tid.

Derfor behøver hun f. eks. ikke at spørge, om det passer med ægtemandens planer, at hun rejser til møder og arrangementer overalt i verden. »Jeg har brug for at kunne sætte et leadership-footprint. Jeg er en meget ekstrovert person, som personligt får en masse energi ved at arbejde sammen med mennesker og opleve dem skabe. Og den energi kommer Thomas og mig til gode, når vi er sammen. « Og det er drivkraften. Tilsat en tro på, at man skal tage chancen, når den byder sig. For sådan er hun opdraget.

Camilla Harder Hartvig er født i Lyngby nord for København som den yngste af fem i en familie, hvor moderen var skolelærer og faderen departementschef i Kulturministeriet. Han rejste meget og opfordrede sin datter til at lære sig et fremmedsprog udover engelsk. Af sted, af sted, lød det.
Rejste til Paris

Hun tog til Paris som au pair og hørte via en kærestes bror om eliteskolen Ecole des Hautes Etudes, hvor hun senere supplerede sin københavnske cand. merc. uddannelse. »Du skal have mod til at træffe nogle valg, der er med til at brande dig. Du er i hård konkurrence om jobbene, og derfor skal du differentiere dig fra de andre.

Indimellem kigger jeg tilbage og tænker på, hvor godt det var, at jeg havde lyst til at bruge et ekstra år på min cand. merc. Jeg har virkelig kunnet mærke, at det har gjort mig til et interessant kort rent karrieremæssigt. « Således stod snart på cv’et en international master fra Paris, hvor hun opdagede, at det var spændende at arbejde sammen med mennesker af mange nationaliteter. Dernæst valgte hun at gå efter medicinalbranchen, da det gav globale muligheder, ligesom blandingen mellem det merkantile og at have med mennesker og patienter at gøre passede til hende.

Derefter gik det slag i slag. Først som lægemiddelkonsulent for at få en praktisk platform og senere med diverse lederjob, hvor hun lærte at lægge marketingsstrategier for produkter og oplevede glæden ved at arbejde internationalt. Imens voksede familien til et omfang, der nødvendiggjorde det skarpe karrierevalg. »Vi har prøvet hele showet med au pair og alle mulige forskellige løsninger, da vi begge to rejste meget. Du kan godt få passet et par børn hist og pist, men det er svært at få passet fire børn.«

Første udenlandske destination var Storbritannien, så rykkede familien til Belgien, og nu hedder udfordringen Spanien i en virksomhed, der har fokus på kvinder og diversitet. »Som kvinde bliver man forfremmet en anelse tidligere end normalt, hvis man i øvrigt er testet, og virksomheden tror på en. Den accelerer processen lidt. Men den gør det ikke kun for kvinder, den gør det for diversitet generelt, fordi den tror på, at et blandet team giver bedre ideer og dermed bedre performance,« forklarer hun og har altid selv turdet sige højt, at hun har store ambitioner. Men hun er stadig tilhænger af den skandinaviske ledermodel med et fladt hierarki, teamsamarbejde, åbenhed og direkte tale, hvilket de har skullet vænne sig til i Spanien, hvor medarbejderne er vant til at kigge opad, holde deres indvendinger for sig selv og på alle måder rette ind efter chefen. Omvendt kan Danmark lære af spaniernes passion og arbejdsomhed, pointerer hun.

Men hvad med fremtiden? »Jeg vil gerne om nogle år have en global rolle, hvor man hver dag bliver inspireret af forskellige lande. Men samtidig skal jeg på et tidspunkt hjem igen. Vi har dansk satellit, og børnene går i dansk skole hver lørdag, for at de kan lære at tale ordentlig dansk. Vi er en dansk familie.

Udfordringen for mit vedkommende bliver at gå fra store job til meget mindre. Det vil være anderledes at have diskussioner om budgetter, som er en tusindedel af det, som du er vant til. Men det må man komme over.«. Du er i hård konkurrence om jobbene, og derfor skal du differentiere dig fra de andre.
Fakta: BLÅ BOG:

Camilla Harder Hartvig

Født i 1969.

Uddannelse: Cand. merc. fra CBS i international marketing og management og har en master fra Ecole des Hautes Etudes, Paris.

Erhverv: Hun har været lægemiddelkonsulent i Astra-Zeneca Danmark, hvor hun steg i graderne, inden hun kom til Novartis. De seneste år hun haft lederstillinger hos AstraZeneca PLC i London.

Hun er gift og har fire børn.