England – Birgitte Lydum – Work hard, play hard i London

Birgitte Lydum som nyuddannet flyttede til London, hvor hun har skabt sig en karriere som grafisk designer. I dag er hun selvstændig i den engelske hovedstad – med danske kunder.

 

Kristian Foss Brandt – Nov 2015

 

I 2000 havde Birgitte Lydum netop afsluttet sin bachelor i grafisk design, da hun valgte at jagte en karriere i London, hvor hendes kæreste boede og arbejdede. Her fik hun først arbejde på en vinbar, hvor planen var, at hun skulle søge job i sin sparsomme fritid. Efter tre måneders arbejde, et par jobinterviews, og hvad hun selv beskriver som en god portion held, fik hun landet et godt job som webdesigner i en engelsk virksomhed, hvor det ikke var unormalt, at arbejdsdagene flød sammen med privatlivet.

»Det tog mig et stykke tid at vænne mig til forskellen på, hvordan man arbejder i London. Det er meget normalt, at arbejde og privatliv flyder sammen. Du går på arbejde 10-11 timer om dagen for senere at drikke dig fuld med de selvsamme kollegaer på den lokale pub. Jeg kan se mange både sociale og forretningsmæssige fordele i det sammenflydende element nu, og jeg kan godt lide at englændere er så socialt anlagt, men som dansker er det en kultur, der tog mig et par år at vænne mig til,« siger Birgitte Lydum.

 

Kulturchok

Hun var kommet til London for at arbejde, men også for at opleve byen og bruge tid med sin kæreste. Derfor havde hun flere diskussioner med sine chefer om, hvorfor hun indimellem gerne ville gå fra arbejdet ved officiel fyraftenstid. Men hendes danske opfattelse af, hvordan man adskilte arbejdstid fra fritid, faldt ikke altid i god jord hos englænderne. Først da hun forlod reklamebureau-verdenen og blev in-house designer i et stort internationalt firma, tilfaldt der mere respekt for privatlivet.

»Alkohol, antallet af reelle arbejdstimer og et enormt tidspilde i forbindelse med møder og aftaler generelt, var i begyndelsen et stort kulturchok for mig. Selvom mine erfaringer er fra en helt speciel branche, og de er draget fra før den finansielle krise, så er det i langt højere grad end i Danmark acceptabelt at komme på arbejde med tømmermænd. Der bliver set igennem fingre med det, på grund af ‘work hard, play hard’-kulturen, og ikke mindst fordi chefen som regel er med i byen. Jeg er selv blevet en del af problemet med tiden,« griner Birgitte Lydum, inden hun fortsætter:

»Men der bliver i mine øjne, især i den kreative industri, spildt alt for meget tid på tømmermænd og forsinkede hygge-møder,« siger Birgitte Lydum.

 

Skamros og fedteri
Hun oplevede desuden et tydeligt hierarki, hvor nyuddannede ikke bliver taget alvorligt i begyndelsen. Man får med andre ord lov til at arbejde for respekten. Til gengæld betyder din uddannelse ikke nær så meget som førstehåndsindtrykket, hvilket også skaber grobund for en kultur, hvor folk gerne skamroser chefen eller bliver hængende på kontoret længere for at virke ambitiøse og flittige.

»Herovre er de ret afslappede omkring uddannelse. Hvis man gør et godt indtryk, har en god portfolio, og hvis de kan lide én som person, er der store chancer for at man får jobbet, uanset uddannelse. Man kan have et nok så imponerende CV, men hvis direktøren ikke synes, at der var kemi i de to minutter, han talte med dig, er der en stor risiko for, at du ikke får jobbet,« siger Birgitte Lydum.

Hun er dog enormt taknemlig over at have boet og arbejdet i London, hvor hun i mødet med de mange forskellige kulturer har lært en masse om at være tolerant, åben og imødekommende. Det kom blandt andet til udtryk, da hun blev ansat i Turner Broadcasting som in-house designer, hvor hun blandt andet var kreativ ansvarlig for Cartoon Networks europæiske hjemmesider, CNN’s online reklamer, Turner Classic Movies hjemmeside samt al intern kommunikation.

»Da jeg begyndte på mit job i Turner Broadcasting, sad jeg imellem tre mennesker – én fra Indien, én fra Thailand og én fra Polen – som jeg, fordi de lige var kommet til landet, stort set ikke kunne forstå. Det irriterede mig til at begynde med, fordi det gjorde samarbejde sværere, og da jeg efter et par måneder nævnte min frustration til min engelske chef, fik vi en god samtale om, hvad det vil sige at få det bedste ud af folk, at acceptere og udnytte hinandens forskelle og give folk en ekstra chance. Jeg blev efterfølgende langt mere tolerant og bedre til at arbejde omkring sprog-barrierer,« siger Birgitte Lydum, der mener, at danske virksomheder godt kunne lære noget af at acceptere og ansætte folk med et andet sprog som modersmål end dansk og engelsk.

Efter en stor fyringsrunde hos Turner Broadcasting valgte Birgitte i 2012 at tage springet ud som selvstændig, hvor hun har brugt sin erfaring fra det engelske marked til at arbejde for blandt andet danske kunder.

»Min kunde Hummel er et godt eksempel på en dansk erhvervsvirksomhed, der forstår at benytte sig positivt af os udenlandsdanskere. De ser fordele i min tosprogethed, at jeg sidder i smørhullet i en af verdens mest innovative og hurtigst udviklende byer, og selvfølgelig ikke mindst at jeg forstår deres måde at arbejde på, fordi jeg er dansk. Det er oplagt at udnytte forbindelsen til os udlandsdanskere, som har været tvunget til at tænke i nye og anderledes baner, og alligevel er mange danske firmaer bange for at rykke sig ud over, hvad de plejer at gøre,« siger Birgitte Lydum.

 

FAKTA

Fulde navn: Birgitte Lydum

Alder: 39 år

Uddannelse og årgang: Designseminariet i Højer, 2000

Virksomhed: Plan B Images (www.planbimages.com)