Italien – Camilla Kaas – Italiensk for en begynder
Camilla Kaas har altid haft en passion for mode. Hun kunne derfor ikke sige nej, da hun fik et jobtilbud hos en af Italiens modegiganter, MaxMara. Den italienske arbejdskultur har været lidt af et chok.
Kristian Foss Brandt – Sep 2015
Med en international businessuddannelse og et udvekslingsophold fra Milano i bagagen, fik Camilla Kaas i 2012 et tilbud om at arbejde for modegiganten MaxMara i Italien. Fristelsen var stor for Camilla Kaas, der altid har haft en brændende lyst til at kombinere hendes businessuddannelse med modebranchen.
»Jeg har altid som business-studerende undret mig over, hvor ofte de danske modefirmaer er styret af mavefornemmelser og tilfældigheder. Derfor var det også rigtig interessant for mig, da MaxMara tilbød mig at komme og arbejde på hovedkontoret i Italien. Det var svært at sige nej til, da jeg gerne ville lære, hvordan man tjener penge i denne branche,« siger Camilla Kaas, der først skulle gennemføre tre måneders retail træning i en MaxMara-butik i København, før hun kunne få jobbet.
»Jeg skrev rapporter om de danske kunder, og jeg skulle sælge mere end gennemsnittet af de andre medarbejdere,« siger hun.
Efter at have bestået testperioden var det aftalen, at hun skulle begynde i det nye job den 1. marts 2013, men allerede i slutningen december ringede ledelsen og sagde, at de gerne ville se hende på kontoret i Italien i begyndelsen af januar. Hun ville ikke få kontrakten at se, før hun var fremme.
»Selvom mit instinkt sagde mig, at det ikke var helt okay, havde jeg allerede investeret så meget tid i projektet, at jeg gerne ville give det en chance. Så jeg sagde farvel til Danmark med kort varsel og fløj til Italien, hvor en kæmpe snestorm tog imod mig med åbne arme,« siger Camilla Kaas.
Kulturchok
Hos MaxMara skulle Camilla starte i et to-årigt retail management program med jobrotation som den første udlænding nogensinde. Firmaet virkede dog helt uforberedt på, hvad det betyder at ansætte en ikke-italiener. Hendes nye arbejdsgiver havde fundet hende et værelse, som hun selv skulle betale. Desuden havde de informeret om, at hun kunne cykle til og fra arbejde.
»De fortalte bare ikke, at det var tre kilometer på motorvej. Jeg var derfor afhænging af, at mine kollegaer gav mit et lift, og ellers måtte jeg tage taxa på arbejde i begyndelsen. Desuden havde jeg en udlejer, som godt kunne lide at rykke rundt på mine ting, når jeg ikke var hjemme,« siger Camilla Kaas.
Kulturchokket blev ikke mindre af, at næsten ingen af medarbejderne på det 1.000 mand store hovedkontor i den italienske provins Reggio Emilia talte eller havde lyst til at tale engelsk.
»Der var kun én pige, som talte engelsk til mig på kontoret. De andre turde ikke tale med mig, da deres engelskkundskaber var meget ringe. Jeg indså meget hurtigt, at jeg måtte lægge en strategi for at kunne få det bedste ud af min nye situation,« erindrer Camilla Kaas.
Hun blev tvunget til at lære italiensk meget hurtigt, og efter tre måneder kunne hun begå sig på sproget. Men de mærkelige tendenser fortsatte, og hun kunne ikke vænne sig til arbejdskulturen og provinsen.
»Efter to måneder havde jeg en samtale med en italiensk psykolog, som var tilknyttet som konsulent for firmaet for at tjekke, hvor gode lederegenskaber jeg havde. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke engang tale sproget. Så det var selvfølgelig svært at få kommunikeret det ud, som jeg gerne ville,« fortæller Camilla Kaas.
Som taget ud af en film
Hun valgte efter ni måneder at forlade firmaet til fordel for en midlertidig stilling hos Gucci i Milano.
»Jeg forlod den permanente kontrakt frem for den ustabile tilværelse hos Gucci i Milano. Men det viste sig at være det rigtige valg. Hos Gucci var der et mere internationalt miljø, men arbejdskulturen var fortsat helt anderledes. Man sad efter, hvor man var i hierakiet, og min chef erklærede højtlydt, at hun ikke ville tale til mig i to uger, da jeg havde begået min første fejl. Det var som taget ud af filmen ”The Devil Wears Prada”,« siger Camilla Kaas.
»Jeg har måtte indstille mig på at tage det som et skoleophold, hvor jeg lærte ekstremt meget om god smag og italiensk håndværk. Jeg lærte, hvem man skal kende, og hvordan man skal klæde sig. Man lærer disciplin og bliver samtidig ekstremt tykhudet, da man skal finde sig i meget,« siger Camilla Kaas, der dog ofte valgte at se det sjove i det.
Hun endte også med at fortsætte hos Gucci, indtil hun søgte og fik et job hos et andet italienske modefirma, Tod’s.
»Jeg arbejder nu som globale merchandiser for alle herrekategorier i et familieejet italiensk firma med 300 egne butikker i hele verden. Jeg tjener fortsat det, der svarer til bistand i Danmark og får ikke betaling for overarbejde. Jeg arbejder minimum 10 timer om dagen og nogle gange i weekenden. Men det betyder ikke, at jeg kan gå før, hvis jeg skal nå et fly hjem til Danmark. Her må jeg bruge min ferie,« siger Camilla Kaas, der dog understreger, at hun fortsat brænder for branchen så meget, at hun gerne vil blive og lære håndværket.
Bedre forberedt
Hun ville dog ønske, at hun havde forberedt sig bedre på, hvad der ventede hende i Italien.
»Jeg er ikke i tvivl om, at jeg her i Italien lærer fra de bedste, og jeg elsker at gå på arbejde hver dag og vide dette. Jeg vil helt klart tage mine erfaringer med til Danmark, hvor jeg kan gå bidrage med at få det kreative, produktudvikling og markedsføringen til at gå hånd i hånd. Det vil enten være i en international stilling i et større firma eller måske en højere stilling i et mindre firma, hvor jeg kan bidrage med al den erfaring, jeg har fået fra udlandet,« forklarer Camilla Kaas.
FAKTA:
Fulde navn:Camilla Kaas
Alder: 27 år
Uddannelse og årgang: M.Sc. International Marketing & Management (CBS, 2012), CEMS MIM (International double degree, 2013)
Virksomhed: Tod´s