Spanien – Charlotte Skov – Håndværker med et hjerte af sølv

Charlotte Skov havde oddsene imod sig, da hun som 30-årig grønskolling åbnede egen smykkebutik i Cordoba midt i den spanske finanskrise.

Af KENNETH SKOV JENSEN – Juli 2011

 

Hver dag kl. 10 åbner Charlotte Skov døren til sin smykkebutik. Dagens første nysgerrige turister i shorts og klipklappere kigger indenfor, og lokale stamkunder kommer for at se hendes nyeste kreationer.

Imens sætter Charlotte Skov sig ved sit værksted, som står midt i den aflange butik. Her arbejder hun det meste af dagen omgivet af utallige glasmontre med hendes egne kollektioner af bl. a. armbånd, halskæder og ørenringe i sølv.

En drøm er gået i opfyldelse for Charlotte Skov, som ikke kan forestille sig en bedre vej i livet, men det har krævet hårdt arbejde, tålmodighed og stædighed.

Agavanza hedder butikken, som ligger i en smal brostensbelagt gade i byen Cordoba i det sydlige Spanien.

Butikken er indrettet i et ældre hus i byens gamle, jødiske kvarter. Den spanske by har i århundreder været kendt for sit sølvarbejde, men asiatisk masseproduktion, computerteknik og denglobale finanskrise har truet det gamle håndværk. Især krisen var ved at skyde Charlotte Skovs drøm ned, inden den kunne begynde.

Tosset idé

»Jeg var en grønskolling under 30 år, og jeg ville åbne en butik midt i krisen. Folk syntes, at jeg var sindssyg,« fortæller Charlotte Skov.

I 2007 arbejdede Charlotte Skov som sølvsmed i et værksted, som hun havde indrettet i sin lejlighed i Spanien.

Her boede hun med sin spanske kæreste, Marcos, og sammen besluttede de at åbne egen butik. De fandt det perfekte hus, hvor der var plads til butik i stueetagen.

Charlotte Skov ansøgte om tilskud fra kommunen til at starte virksomhed, men der skulle gå mere end halvandet år, før hun hørte noget. Finanskrisen havde fat om det spanske folk.

»Krisen har været slem for spanierne. Folk er blevet sat på gaden, og i smykkebranchen er det næsten grotesk, hvor mange virksomheder, som har været nødt til at lukke,« siger hun.

Svært at få hjælp

Derfor var det også meget svært at få hjælp som ung iværksætter fra udlandet. Charlotte Skov fik omsider tilskud, og huset blev lejet, men problemerne var ikke ovre.

Stueetagen krævede en renovation, og Charlotte Skov ansøgte om et lån på 20.000 euro. Flere banker sagde blankt nej, og da lånet endelig blev accepteret, lå renten på 10 pct.

»Vi ofrede os fuldt ud og gjorde en stor del af arbejdet med renoveringen selv. Det har krævet hårdt arbejde, og selv i dag står jeg i butikken 11-12 timer hver dag,« siger hun.

Især i juli og august er der mange besøgende, og her er butikken åben til midnat.

Trods modgangen er Charlotte Skov lykkelig. Hun tog chancen, fulgte sit hjerte og lykkedes med det.

Det lignede et job som translatør på et kontor bag en computer for Charlotte Skov, da hendes bachelor var gennemført på CBS i 2003.

»Det var slet ikke mig at skulle gå mod sådan et job.

Jeg gad ikke sidde foran en computer hele dagen, jeg ville fordybe mig og arbejde med mine hænder,« siger hun.

Selv betragter Charlotte Skov sig hverken som designer eller kunstner. Hun er håndværker og elsker at skabe smykker i sølv.

Charlotte Skov forsøgte sig med en uddannelse som sølvsmed på teknisk skole, men det var noget nær umuligt.

Alle fra maskinmekanikere til guldsmede skulle gennem den samme uddannelse i Danmark , og hun fandt aldrig det, som hun søgte.

Charlotte Skov havde tidligere arbejdet som tjener i Sevilla og talte allerede godt spansk. Hun havde længe drømt om at vendte tilbage til landet, og tog af sted på egen hånd, da hun fandt en fireårig uddannelse som sølvsmed i Cordoba. Satsningen har båret frugt for den nu 32-årige dansker, som har byttet udsigten til en computerskærm ud med noget mere inspirerende.

Klemt inde mellem andre smykkebutikker, souvenirbutikker og spisesteder ligger Agavanza. I den lille gade ligger otte smykkebutikker, som alle konkurrerer om turisternes gunst, når de passerer brostenene på vej mod byens seværdigheder. Men trods vilkårene, føles de andre sælgende mere som kolleger end konkurrenter. Turisterne opdager det ikke, når de køber postkort og smykker til dem derhjemme, men gaden er sit eget minisamfund, hvor alle kender (alt om) hinanden.

Skæve personligheder

og nogle gange undrer jeg mig over, hvordan de kan holde hinanden ud. Men folk er gode ved hinanden og advarer altid naboen, når der er tyve på spil,« siger Charlotte Skov.

Over for butikken ligger en restaurant. Det er sikkert, at tjeneren Antonio kommer med frokost og en kop kaffe til Charlotte. Det gør han hver dag omkring kl. 13.

»Tidligere checkede de med mig først, om jeg ville have, hvad de selv skulle have.

Det gør de ikke engang mere. Antonio komme bare ind med min frokost hver dag,« siger Charlotte Skov.

Lige så sikkert er det, at hun ved samme tid kan høre klokkerne i den gamle moské, som Charlotte og kæresten Marcos har udsigt til, når de sidder på deres tagterrasse over butikken og den del af huset, hvor de selv bor.

Da Charlotte Skov rejste til Spanien i 2004 og solgte sin lejlighed i København havde hun en fornemmelse af, at hun ikke ville vende tilbage til Danmark . I dag er det kun børn, som kan få hende til at vende tilbage.

»Jeg føler mig mere og mere hjemme i Cordoba, som tiden går. Lige nu er det vigtigste for mig at udvikle butikken, for vi har virkelig fået bygget noget fantastisk op her,« siger Charlotte Skov.

kenneth.s.jensen@jp.dk

Fakta: BLÅ BOG

Charlotte Skov

32 år

Bor i Cordoba i Spanien

Født i København men opvokset i Sønderjylland

Uddannet med en Bachelor i Intercultural Business Communication fra CBS i 2003.

Flyttede til Cordoba og tog en uddannelse som sølvsmed.

Begyndte i 2007 af sælge sine egne smykker under navnet Agavanza.

Åbnede sammen med sin kæreste en smykkebutik med værksted i 2009.