Guatemala – Malte Holm – Kærlighed og vold i Guatemala

Midt i slum, narkokriminalitet, bandevold og korruption fandt Malte Holm kærligheden, giftede sig med sin smukke María og bor på sjette år i et af verdens farligste lande.

af  EVA ANDERSEN – Dec 2011
Han tog af sted for at lære perfekt spansk. Planen var at være væk i fire måneder, men sådan gik det ikke. I 2006 sagde den 22-årige Malte Holm sit job i virksomheden Medical Match op og satte sig på et fly til Guatemala. Kort efter skete der noget, som skulle vende op og ned på hans planer. Den unge mand fik hurtigt skabt sig en vennekreds, og da han en aften skulle besøge en bekendt, bad hun ham om at give sin gode veninde et lift.

Han hentede María hos hendes forældre i deres hjem i et højtliggende bjergområde. Køreturen var lang, og undervejs stod det hurtigt klart for ham, at han var mere end almindeligt interesseret i den smukke, unge kvinde på passagersædet. På den køretur blev han forelsket. Allerede få dage efter deres første møde var de to uadskillelige.

Nok kom María fra helt andre kår end dem, som han var vokset op under i Danmark. Men han blev betaget og tiltrukket af det på en gang anderledes og genkendelige, som han så i hende. »Hun var attraktiv, fordi hun ikke var som mig, men kom fra en helt anden baggrund. Og alligevel opdagede jeg med det samme, at vi havde meget til fælles. Vi har været sammen fra stort set dag to, siden vi mødte hinanden,« fortæller han.

Ikke et sted for børn De giftede sig, som man gør i det katolske Guatemala, hvis man skal have lov at være sammen og ses offentligt uden andres bebrejdende blikke. Og han vinkede farvel til sit hjemland og sin familie for at bygge en fremtid med María, som er marketinguddannet fra et af byens bedste universiteter og hører til den bedre middelklasse.

Nogle dage melder hjemveen sig, og når parret somme tider taler om børn, bliver tanken om at vende hjem højaktuel. »Det, jeg savner mest ved Danmark, er trygheden. Sikkerhedssituationen i Guatemala er meget ustabil. Især på grund af korruption og kriminalitet.

Når vi taler om børn, overvejer vi klart en dag at flytte til Danmark.« Karrieremæssigt set har han ikke travlt med at vende hjem. Han er det yngste medlem af bestyrelsen og en af seks direktører i et lokalt holdingselskab med ca. 2.000 ansatte. Her har han ansvaret for innovation og marketing.

Selskabets portefølje tæller virksomheder lige fra en tandlægeklinikkæde til en større entreprenørvirksomhed. »Jeg har fået en god stilling her og gode karrieremuligheder og et ansvar på et helt andet niveau, end jeg formentlig ville have fået derhjemme i så ung en alder. Det er vildt spændende.

« Der er bare to kilometer mellem hjem og arbejde. Alligevel er det udelukket at gå eller tage turen på cykel. Det er for farligt. »Vi bor i et indhegnet samfund med bevæbnede vagter ved porten. Det største problem i Guatemala er, at kriminaliteten ikke forsvinder, for kun en brøkdel af sagerne bliver opklaret.«.

Ingen hjælp fra politiet

Højst 2 pct. af alle anmeldte sager kommer for en domstol, og endnu færre bliver dømt, fortæller han. Dertil kommer, at politiet er korrupt, og at de færreste borgere tør søge hjælp hos myndighederne. »Hvis man har indbrud i Danmark, er det første man gør at ringe til politiet. Det er der mange her, som aldrig ville gøre. Opfattelsen er, at politiet gør mere skade end gavn.« Hvorfor kan du ikke cykle til og fra arbejde – hvad er risikoen? »Folk kan i princippet stikke en pistol i hovedet på dig og tage alt, hvad du har og slippe af sted med det. Man vænner sig efterhånden til, at det er sådan. Vi lever ikke i konstant frygt. Men man tænker sig om to gange, hvis man skal ud at spise en middag.

Prøver at finde en parkeringskælder eller i hvert fald en lukket parkeringsplads. Man tænker sig om, hvis man skal gå på gaden, for man risikerer at blive overfaldet hvor som helst. Som regel drejer det sig om hurtige røverier. En motorcykel kører op på siden af én i et lyskryds og banker på ruden med en pistol og beder om mobiltelefon osv.« Han tilføjer: »Men jeg har altså været her i fem år og er kun blevet overfaldet én gang.« Hvad skete der? »Jeg var ude at løbe en søndag morgen med nogle kolleger, da en bil kørte op på siden af os, og nogen stak en pistol ud. De tog vores to iPods, så værre var det ikke.

Men oplevelsen er svær at forstå, når man er fra Danmark og ikke har prøvet noget lignende.« Som europæer lugter man af penge og er særligt udsat, vurderer han. »Det er et paradigme i Centralamerika, at det at være hvid eller se europæisk ud bliver anset for at være finere og rigere. Den rigere del af befolkningen har rødder i Frankrig, Tyskland, Spanien. Som hvid bliver man helt sikkert opfattet som én, der godt kunne have midler, og som derfor vil være et godt bytte.« På besøg i København Han og María har lige været hjemme i København på besøg. Det får ham til at tænke ekstra meget på, hvor meget han savner en gåtur ned ad strøget eller en tur rundt om søerne. »Ting, som man tager for givet derhjemme – som at gå en weekendtur i parken eller tage en tur til stranden med familien – det gør man ikke her. Den slags savner jeg. Specielt lige efter en tur til København.« María er betaget af den danske hovedstad og danskerne.

Specielt de lyshårede danske kvinder fik beundrende blikke. »Hver eneste blond pige på gaden i København fik hende til at udbryde: Nej, hvor er hun smuk! Jeg tror, at man typisk falder for de der modsætninger. Det fuldstændigt anderledes.«.
Fakta: BLÅ BOG
Malte Holm, 27 år

Uddannet erhvervsøkonom fra RUC.

Master in Management fra Tulane University i New Orleans.

Rejste i 2006 til Guatemala for at lære spansk, men endte med at slå sig ned i landet. Arbejder som innovations-og marketingchef i det lokale holdingselskab Grupo Entero.

Underviser i branding og innovation på det lokale universitet Francisco Marroquín