Kina – Per Boye Rasmussen – I Kina spiser de nudler
Med en lang karriere som ingeniør og siden hen teknisk chef hos Bosch har Per Rasmussen fået flere tilbud om at komme til udlandet. Men det var først, da det passede ind i resten af familiens liv, at han tog springet til metropolen Bejing i Kina.
af Kristian Foss Brandt – Sep 2015
Per Rasmussen har tilbragt næsten hele sit voksne arbejdsliv hos Bosch, hvor han i 1993 blev ansat i Stockholm til at uddanne mekanikere i firmaets elektroniske systemer. Med tiden fik han mere og mere ansvar og endte som teknisk chef i Danmark og senere som konceptchef med ansvar for Bosch’ værkstedkoncepter inklusiv markedsføring og kvalitet i Nordeuropa. Igennem tiden er han blevet tilbudt flere stillinger i udlandet, men han har altid takket nej af hensyn til børnene og hans hustru. Lige indtil chancen bød sig igen, og familien var med på ideen.
»En af firmaets tidligere europæiske chefer var endt i Singapore, hvor han skulle finde en person, der ville med til at opbygge et nyt franchisekoncept på det kinesiske marked. Det handlede simpelthen om, at man skulle have nogle nye værksteder op at køre. Og den opgave tilbød han mig, da jeg havde den fornødne erfaring både teknisk og forretningsmæssigt,« siger Per Rasmussen, der tog familien med på råd.
Han var godt klar over, at det drejede sig om et par år i et stort, nyt land, hvor kulturen var dramatisk anderledes. For første gang passede det godt med både de to børn og hustruen, som kunne se muligheder i at komme til Kina.
»Vores to børn har gået på en ekstrem god international skole, og de har begge, efter en lidt svær start, udviklet sig helt fantastisk ved at gå på en skole i et internationalt miljø. Min kone og jeg har fået et udlandseventyr i benene, inden vi blev for gamle, og vi har mødt meget venlige kinesere, der er interesseret i vores kultur, mens vi også selv er faldet for den kinesiske mad – som jeg personligt synes er fantastisk,« siger Per Rasmussen.
Han har skullet vænne sig til et land, hvor alting er mange gange større – lige fra afstanden på indenrigsruterne til størrelsen på værkstederne og antallet af biler på vejene, når man skal til og fra arbejde. Desuden har familien skulle vænne sig til, at der er en enorm forskel på rig og fattige.
»Jeg tror ikke, at man kan finde et land eller marked, hvor forskellen fra Danmark er større end her i Kina. For hver dansker er der 250 kinesere, de største byer her i Kina har op til knapt 30 mio. indbyggere, og der er mere end 300 byer med mere end en mio. indbyggere. I Danmark blev der solgt 190.000 biler sidste år, mens der i Kina blev solgt 23,5 mio. biler. Afstanden mellem rig og fattig er desværre også enorm. Mens nogle er helt ufatteligt rige, er mange usikre på, hvordan de skal få mad på bordet i morgen. Det har været svært for os at opleve,« siger Per Rasmussen.
Kvalificerede medarbejdere
Kina har også en væsentlig anderledes arbejdskultur med en mere hierarkisk tilgang, hvor man ikke gør noget, hvis ens egen chef ikke har bedt om det. Til gengæld er Per Rasmussen meget positiv overrasket over sine kollegaers individuelle kvalifikationer på værkstederne i Beijing, Chengdu, Guangzhou og Shanghai.
»Jeg havde for at være helt ærlig ikke de store forventninger til mine kinesiske kollegaers kvalifikationer, da jeg tog herud for tre år siden, men mine bekymringer er i den grad blevet gjort til skamme. Kvalifikationerne er i den grad i orden. De har vist meget stor ansvarsfølelse og har virkelig vist den fightervilje, der skal til for at bygge en ny forretning op. Det mest negative rent arbejdsmæssigt har været at se, at korruption stadig er en del af erhvervslivet her,« siger Per Rasmussen, der også mener, at kinesiske arbejdspladser godt kunne lære noget af Danmark i forhold til effektivitet.
På den anden side har kineserne vist ham, at man kan sætte mere pris på sit job, end hvad tilfældet måske nogle gange er i Danmark.
Han har ikke forlænget sin kontrakt i Kina og har valgt at flytte hjem til Danmark til maj i år, da der på trods af de gode oplevelser i udlandet er mange ting, som han savner derhjemme.
»Smogen her i Bejing kan være meget slem. Den har forstyrret os en del på vores løbeture, og på dårlige dage kan man ikke se mere end 50-60 meter frem for sig. Så vi savner den friske luft og de lyse sommeraftener. Desuden savner vi familie og venner, mens vi i sidste ende også savner det danske samfund, hvor der relativt set er styr på alt – og at man tager mere hensyn til hinanden,« siger Per Rasmussen, der på ingen måde fortryder sit ophold.
»Du skal være sikker på, at familien er med på det og brug ellers tiden på at finde den rigtige skole til børnene, og hvis det er muligt så sørg for, at din kone også har et job eller noget andet interessant at give sig til i den nye hverdag,« siger Per Rasmussen.
FAKTA
Fulde navn: Per Boye Rasmussen
Alder: 47
Uddannelse og årgang: Civilingeniør, 1992
Virksomhed: Bosch