Rusland – Claus Rosenberg – Han skabte en rengøringsgigant i Rusland

IVÆRKSÆTTER: Claus Rosenberg har været selvstændig, siden han var en ung dreng. Men han fik først rigtig succes, da han begyndte at sælge salamier til Rusland.

KRISTIAN FOSS BRANDT – Nov 2015

Efter at have afsluttet 10. klasse forlod Claus Rosenberg Gotthard Herlufsholm Kostskole for at arbejde i farens firma. Her blev iværksætterånden vakt til live, og i 1993 etablerede han sit eget selskab, der benyttede den spirende frihandel i Europa til at sælge dagligvarer fra udlandet til danske supermarkeder.

»Jeg har egentlig altid været iværksætter. Men mit første rigtige selskab skabte jeg, da jeg var 25 år. Frihandlen i Europa var begyndt at åbne op, og jeg fik stablet en virksomhed på benene, som solgte dagligvarer til FDB. Når jeg mødte op hos indkøberne med Lux-sæbe eller Axe-deodoranter til under halvdelen af, hvad de kostede i Danmark, blev der spærret øjne op,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Succesen fik ham til at udvide forretningen. Han etablerede et kontor i København, hvorfra han og medarbejderne kunne handle med dagligvarer over hele Europa.

»Vi ”daytradede” nærmest fødevarer og sad med headset på, ligesom de gjorde på aktiebørsen. Det var en rigtig sjov periode. På et tidspunkt fik jeg et opkald fra en af mine venner, Peter Bonde Nielsen, der fortalte mig, at vi skulle sælge fødevarer i Rusland. Så begyndte vi sammen at sælge dansk salami i Rusland,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Det næste eventyr

Her fik han foden indenfor på det russiske marked og ved et af sine mange besøg i Moskva traf han en ansat fra det amerikanske ejendomsselskab Hines Property Management, der gav ham ideen til hans næste forretningseventyr.

»Ved et uofficielt forretningsmøde fortalte deres general manager mig, at han havde store problemer med kvaliteten af rengøringen i sine bygninger. Hver eneste gang, der kom kunder fra Tokyo, London eller New York, fik han efterfølgende klager. Det satte noget i gang. Jeg spurgte ham, om han ville købe ydelserne af mig, hvis jeg kunne levere rengøringsfolk, som holdt den standard, som han var vant til fra andre byer rundt om i verden,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Det ville han gerne. Inden længe havde Claus Rosenberg Gotthard fået sat tingene i gang. I Danmark lavede han en aftale med AMU om, at de skulle uddanne et hold rengøringsassistenter til ham i Rusland, hvilket førte til etableringen af hans rengøringsfirma.

»Jeg fik mine første 20 uddannede rengøringsassistenter i 1997, og i april fik vi overdraget den første bygning af Hines på 30.000 kvm. Siden udvidede jeg forretningen, og det endte med, at firmaet blev tildelt Business of the Year af The American Chamber of Commerce i 2001,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Bump på vejen

Men der var dog også bump på vejen. Eksempelvis kunne han ikke undgå at blive ramt af den russiske finansielle krise i 1998, der gjorde, at en masse banker lukkede.

»Rublen krakkede i 1998, og vi mistede reelt alle vores penge, som vi havde stående i de russiske banker. Det vil sige, at alle vores penge til lønninger forsvandt næsten fra den ene dag til den anden. Jeg måtte snakke med alle i firmaet, på det tidspunkt mange hundrede ansatte, og fortælle dem, at vi fortsat havde et job, der skulle gøres, på trods af, at lønningerne ikke kunne blive udbetalt for en periode. Vores udholdenhed gjorde, at vi fik mange nye kunder og udvidede på et tidspunkt, hvor mange forlod byen,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Sideløbende indvilligede han i at etablere og opbygge Nilfisks lokale Electrolux-afdeling i Rusland indtil 2003, hvor Nilfisk købte virksomheden og fortsatte den med samme adm. direktør frem til i år. I 2004 var hans egen rengøringsvirksomhed desuden blevet så stor, at ISS meldte sin interesse for at overtage og komme ind på det russiske marked.

Perfekt timing

»Jeg havde bygget en virksomhed op med næsten 1.000 ansatte og gav ISS mulighed for at købe den. De var hurtige på aftrækkeren. På samme tid havde jeg mødt en kvinde på Cypern og ville gerne trække mig tilbage fra forretningslivet for en stund. Så det var perfekt,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Her fik han en datter med sin daværende kone og endte med at bo i landet i næsten 10 år. Hans datter er i dag 11 år, men taler dog kun græsk og engelsk, hvilket ærgrer ham lidt i dag.

»Min datter, Carla, taler engelsk og græsk. Hun har ikke lært dansk, da både jeg og min ekskone talte engelsk derhjemme. Jeg skulle nok have været bedre til udelukkende at tale dansk til hende, men måske fatter hun interesse for det danske senere,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

Han trak dog ikke stikket fra entreprenørverdenen i ret lang tid, før det begyndte at krible i ham igen.

»Jeg hev stikket ud i tre år – windsurfede og lavede mad. Så startede jeg igen i 2009, hvor jeg byggede en lille virksomhed, der opsatte solcelleanlæg. Der skulle simpelthen ske noget,« siger Claus Rosenberg Gotthard, der de seneste par år har arbejdet på sit seneste venture – Book’n’Bloom – en Facebook-applikation, der giver små, lokale virksomheder mulighed for at operere udelukkende fra deres Facebook-side.

»Dette selskab er en sand europæisk startup. CEO er dansk, udviklerne er placeret i Grækenland, salg og marketing er i Madrid og London, mens det hele finansieres fra Luxembourg. Vi regner med at præsentere produktet i Silicon Valley inden længe, da markedet i USA er kæmpestort. Der er så mange små, lokale forretningsdrivende her, som vil kunne integrere deres forret- ning med de sociale medier langt nemmere ved at bruge vores produkt. Desuden er hoveddelen af investorer og relevante virksomheder placeret i San Francisco, hvilket er den bedste platform for os,« siger Claus Rosenberg Gotthard.

 

Blå bog

Claus Rosenberg Gotthard

Alder: 48 år

Uddannelse: 10. klasse på Herlufsholm Kostskole